BORNHOLMS MOSTERI - ØKOLOGISK MOST & SAFT
På Bornholms Mosteri fremstilles der økologisk saft og most, der smager fantastisk og samtidig skaber jobs til socialt udsatte. Bornholms Mosteri sætter en ære i at rendyrke råvarens originale smag samt fremelske potentialet – naturligt såvel som menneskeligt.
På mosteriet bliver der hakket, snittet, presset, kvast, tappet og pakket løs. Mosteriet smager stikkelsbær med et strejf af bitterhed og arbejder intenst til duften af nypressede æbler. De arbejder nænsomt med vinrabarberens langstrakte stilke og smager sæsonens sødmefyldte eller syrlige særpræg. Ambitionen er at minimere sukkeret for at skabe en autentisk og uspoleret smagsoplevelse, mens kunstige tilsætningsstoffer er helt udelukket.
Tryk på det enkelte produkt for en nærmere beskrivelse
BORNHOLMS MOSTERI VÆGTER ALTID SMAGEN HØJEST
Vinrabarberne har rødder på Fyn. Bær og blomster plukkes i det øvrige Danmark og de nærmeste nabolande. Deres bornholmske æbleplantager er ikke økologisk certificerede, men de sprøjter ikke, og de har en drøm om at blive selvforsynende med bornholmske bær og æbler.
Bornholms Mosteri har til huse i noget der har stået Bornholmerne kært i mange årtier, nemlig de gamle Bornholmske fiskefabrikker, nu ombygget til en arbejdsplads der skaffer jobs til socialt udsatte. Kernen i Bornholms Mosteri er ansvar. Over halvdelen af medarbejderstaben består af psykisk sårbare borgere, og de har forpligtet sig til fortsat at skabe beskæftigelsesmuligheder for socialt udsatte på Bornholm.